Billeje

 

Det er billigt at leje bil i Italien, og der er mange udlejningsfirmaer. Her kommer den metode, vi bruger ..

Klik på billedet hvis du vil se det større

Vi kan anbefale, at man benytter autoeurope.dk, som er et netbaseret udlejningsfirma, der samarbejder med alle større fysiske udlejningsfirmaer og derfor kan præsentere lave priser og aktuelle tilbud. Vi har set priser helt nede omkring 100 kr. om dagen.

Det er en god idé at være opmærksom på:

  1. at hvis man kommer med fly og vil have bilen i lufthavnen, så vælg de tilbud, hvor der står “inde i lufthavnen”, for ellers skal man først med en shuttlebus hen til afhentningsstedet og vice versa på hjemturen. Det KAN give lidt ekstra stress og bøvl, selv om det plejer at fungere problemfrit.
  2. (VIGTIGT) at have et betalingskort med “kredit” på, ikke blot et “debitkort”. Det fysiske udlejningsfirma tager nemlig et depositum i forbindelse med afhentningen. Det gør de ved at reservere et beløb på dit kreditkort. Beløbet bliver kun hævet, hvis du ikke overholder forpligtelserne, så du kan ikke se på din bankkonto, at de har reserveret beløbet, kun hvis der bliver grund til at hæve det. Men sagen er, at de ikke kan gøre dette med et debitkort. Du kan se på dit kontokort, om det er debit eller kredit, men vi kan nævne, at Visakort/Dankort er debitkort, og Mastercard er kreditkort. Skulle du alligevel stå uden et kreditkort, kan du selvfølgelig betale dig fra det med dit debitkort, men det koster lidt. Sidst vi forhørte os, kostede det 20€ ekstra per døgn. Du kan selvfølgelig benytte dit debitkort til at betale for selve billejen (minus depositummet ) over nettet hjemmefra og så tage et kreditkort med på turen.
  3. Der tilbydes flere slags forsikringer til billejen. Vi anbefaler, at du tager den, der dækker mest muligt, for man er ikke helt så godt dækket i Italien som i Danmark. Hvis det er muligt, så vælg “ingen selvrisiko”, selvom det tit er 25-30% dyrere. Det er muligt, at din egen rejseforsikring (ofte en del af indboforsikringen) i Danmark også dækker noget i tilfælde af uheld, men det vil være individuelt fra selskab til selskab, så det bør du undersøge. Du vil formentlig også blive tilbudt yderligere forsikringer, når du står i butikken i Italien og skal afhente bilen. Butikken kan nemlig ikke se, hvilke forsikringer, du har tegnet hjemmefra hos Autoeurope. Hvis du har betalt for “ingen selvrisiko” hjemmefra, kan du roligt sige nej til yderligere i butikken. I øvrigt er de ekstra forsikringer i butikken ofte slet ikke så dyre endda, slet ikke når man sammenligner med billeje i Danmark.

 

Et par praktiske råd om kørsel i Italien:

Der er gratis parkering i alle båse markeret med hvide striber. Der er betalingsparkering i båse med blå striber (betaling foregår med mønter ved standere i området, lidt som i Danmark. Bemærk, at man skal indtaste nummerpladen i automaten. Så tag et billede eller skriv ned inden), og endelig er det forbudt at parkere i og ved gule afmærkninger. Hvis du vil køre ind i Rom, så vær opmærksom på, at det kræver særtilladelse at køre helt ind i centrum, som er en miljøvenlig zone (zona limitato traffico). En sådan særtilladelse er dyr og beregnet til dem, der bor eller arbejder i zonen. Hvis man kører derind alligevel, er bøderne meget høje, svarende til danske parkeringsafgifter eller højere, og der er kameraer næsten overalt. Romerne har gjort det til en sport at finde smutveje forbi kameraerne, men så skal man være meget stedkendt. På visse tidspunkter af døgnet er det dog gratis at køre ind i zonen, fx om søndagen og om aftenen, men det er en jungle at finde ud af hvor og hvornår. Der er masser af hjemmesider, som forklarer det i detaljer, fx denne her: https://www.autoeurope.com/italy-ztl-zones/

Italienerne kører generelt lidt anderledes end vi gør i Danmark. Hvor vi navigerer efter regler og skilte, så navigerer italienerne efter hinanden. Det vil sige, at du må vise din hensigt enten ved at køre frem eller holde tilbage, signalere med fagter, ansigtsudtryk, lys eller horn. Det er ikke, fordi det er tilladt i forhold til trafikreglerne, men det er en kultur alle benytter, og de bliver nemt forvirrede, hvis vi kører som i Danmark. Så hvis du/en fodgænger træder målbevidst ud på kørebanen, så forventer personen, at du stopper, og hvis en bil vil forbi dig (fordi du er for langsom eller holder den givne hastighed), så forventer de, at du trækker til side og gør plads, også hvis der er overhaling forbudt.

Skulle du blive stoppet af politiet, fordi de mener du har overtrådt en trafikregel, så er det bedste råd at give politiet 100% ret og ellers tale hyggeligt og charmerende med dem og forklare, hvor du kommer fra. Så er chancen for at du slipper meget stor. Hvis du derimod holder på din ret og  påpeger, at du ikke har overtrådt nogen regel, så kan du være sikker på, at politiet kender en anden regel, du har overtrådt, for færdselsloven i Italien er verdensberømt for sine mange regler, så der er altid noget, man har gjort forkert.